







Peter og Karoline Lawatz
Keramik & Tekstil
Kærligheden til naturen, japansk æstetik og hinanden er basis for den fælles produktion af kunsthåndværk fra Peter og Karoline Lawatz’s værksteder. Samarbejdet har bl.a. ført til en produktion af forskellige lamper, hvor form, glasur og overflade på keramik fra Peters hånd kombineres med ecoprint fra Karolines.
Peters stentøj har et klart aftryk af ”håndens arbejde”. Han udvikler løbende nye teknikker til dekoration og unikke glasurer, typisk baseret på naturligt forekommende dansk ler og aske.
Det meste af Peters keramik har en vis størrelse, for han har en forkærlighed for flader, han kan dekorere. Det kan fx være fade, vaser eller lamper. Han deler sin arbejdstid mellem keramikværkstedet og Novo Nordisk Fonden.
Karoline er bidt af ecoprint (tryk med planter), hvor hun studerer samspillet mellem fibre, farver og omrids af det, naturen tildeler hende den pågældende dag. Det er årstiden og det aktuelle udvalg af planter, der sætter dagsordenen, og hun trykker året rundt. Det bliver til sjaler, tørklæder og lamper i uld, silke eller bomuld.
Karoline har tidligere arbejdet som selvstændig konsulent med speciale i kommunikation af videnskab og teknologi. Hun arbejder i dag fuld tid i trykkeværkstedet, hvor hun også gennemfører workshops og kurser.
LAWATZ har udstilling på første sal i Kunstnerfløjen.
Følg Peter på Instagram: lawatz_keramik
Følg Karoline på Instagram: lawatz_ecoprint
