Hanne Mandal
Billedkunstner
Hanne Mandal er uddannet billedkunstlærer og indehaver af ”Sjællands Mindste Galleri”.
Hun maler i akryl sit landskab i Odsherred og fabulerer i farver over sine udstrakte marker, enge og vådområder med vild natur.
Kompositionen er ofte sat med en genkendelig horisont og konturer af krat og træer, men hun insisterer på at udtrykke sig i abstrakte farver, der eksploderer og spiller op til hinanden eller danser harmonisk i fryd over at finde sammen.
-” Med min spatel gengiver jeg de indtryk, der sætter sig, når jeg bevæger mig rundt i min fantastiske natur.
Siden 1987 har Odsherred været min bopæl og jeg hylder naturen i dette vidunderlige stykke af Danmark”.
Hanne Mandal er desuden medlem af gruppen Team-Art, der hvert år i september udstiller i Brøndsalen i Frederiksberg Have.