Frivillig på madfestivalen
SMAG på Anneberg 2026
For anden gang byder Anneberg Kulturpark velkommen til madfestivalen SMAG på Anneberg, som afholdes på det tidligere psykiatriske hospital lige udenfor Nykøbing Sjælland i Odsherred - lidt over en times kørsel fra København og en halv times kørsel fra færgen til Aarhus.
SMAG på Anneberg er lørdag den 6. juni og søndag den 7. juni.
Som frivillig bliver du en del af festival-teamet bag en madfestival, hvor gæsterne har muligheden for at komme helt tæt på gastronomi i verdensklasse. Du kan være med til at skabe de bedste rammer for gæsterne, så de får en rigtig dejlig oplevelse med barer, koncerter, smagsprøver, madmarked og talks med kokke og producenter, som til dagligt laver maden og leverer råvarer til restauranterne.
Har du lyst til at være med til at holde styr på alt det praktiske omkring de madglade gæster, producenter, kokke og musikere?
Vil du være med til at skabe en skøn madfestival og få en masse smagfulde oplevelser fra kulissen,
så er det måske dig vi leder efter til vores festival-team.
Se praktiske oplysninger nederst på siden
Praktisk information
Udendørs madfestival
SMAG på Anneberg et er en udendørs festival – som også afholdes selvom der kommer nogle dryp fra foroven. Men vi håber selvfølgelig på solskin.
Vagter
Vagterne vil typisk være på 4 timer og der vil være vagter fra tidlig morgen til sen aften. I udgangspunktet skal frivillige tage to vagter hver á 4 timer.
Du må selvfølgelig gerne tage flere vagter på samme dag.
Den første ½ time bruges på udlevering af T-shirt, orienteringsvandring på festivalen samt introduktion til vagtens opgaver.
Opgaver
Ved tilmelding, kan du oplyse, hvilke dage og hvilke opgaver du helst vil påtage dig. Dette vil vi naturligvis forsøge at tage hensyn til.
Informationsmøde
Vi holder informationsmøde mandag den 6. maj 2026 kl. 17-19 i Gæstehuset i Annebergparken 22, 4500 Nykøbing Sjælland (nærmere herom efter tilmelding). På mødet vil du få en nærmere beskrivelse af opgaverne og de vagter, du ønsker.
Parkering & transport
For alle besøgende vil der være særlige parkeringspladser. Er du frivillig og kommer i bil, kan du parkere i umiddelbar nærhed af arbejdsområdet. Nærmere herom følger. Der er også mulighed for både cykel- og motorcykelparkering.
Hvis du kommer med toget, kan du gå gennem skoven på ca. 20 min. eller tage bus 566, som holder på Egebjergvej lige ud for Annebergparkens indgang.
Beklædning
Beklædning er “festival-T-shirt”. T-shirten er dit tegn på, at du er ”på vagt”. Hvis du har vagt i flere dage, vil du blive bedt om at tage T-shirten med hjem og have den på ved næste vagt.
T-shirten er din og kan beholdes, hvis du vil have den efter festivalen – så husk at fortælle hvilken størrelse I ønsker.
Alkoholpolitik
Du må ikke drikke alkohol, når du er iført festival-T-shirt. Og selvom man bliver på festivalområdet, må festival T-shirt ikke bæres, medmindre du er på vagt.
Mad og drikke
Annebergparken 26A, 4500 Nykøbing Sjælland vil være dér, hvor du starter og slutter din vagt samt tilbydes bespisning. Der er et måltid inkluderet i hver vagt. Drikkevarer er inkluderet i bespisningen. Der vil være sodavand, postevand og kaffe. Der vil også være et rum til opbevaring af tasker, overtøj mv.
Festivalgave
Vi sætter stor pris på din støtte og lyst til at være frivillig ved madfestivalen SMAG på Anneberg. Vi kunne ikke gøre det uden dig. Derfor, ud over T-shirten, får alle også en Goodiebag, hvor der vil være lidt godt til ganen fra vores leverandører.
Vi glæder os meget til at høre fra dig og hilse på jer alle til informationsmødet den 6. maj 2026 kl. 17-19 – så sæt allerede X i kalenderen nu!
