Gastronomisk Kabaret med Adrian Rast
Vil du sidde med til bords, når Claus Henriksen på udvalgte aftener får besøg af sine gode venner fra den gastronomiske og kunstneriske verden?

Adrian Rast
Er man skør, skæv eller genial, når man finder på at servere kød til jordbær og knoldselleri til dessert?
I en serie underholdende forestillinger - forud for den officielle åbning af restaurant MOTA d. 15. november 2021 - udfordrer vennerne Claus på begreberne kogekunst, der er kunsten at kunne lave mad og menuer - og gastronomi, der er refleksion over kogekunsten, måltidet og madkulturen.
29. og 30. juni får vi besøg af billedkunstner og keramiker Adrian Rast. Temaet er en kunstnerisk og gastronomisk formidling og fortolkning af istidslandskabet med udgangspunkt i de lokale fødevarer fra Odsherred.
Der er lagt op til en helt unik oplevelse, hvor alt kan ske - og alle sanser blive underholdt - når de to kunstnere flytter deres værksteder ind i festsalen og udfordrer hinanden på Slowcooking og speedpainting.
Menuen bliver skabt af øjeblikkets inspiration fra farver, smag, de forhåndenværende ingredienser og dialogen mellem de to kunstnere.


Praktisk oplysninger
Vi afholder to arrangementer d. 29. og 30. juni fra kl. 18-21
i Restaurant ATOM by MOTA
Du betaler kun for aftenens menu: pris 500 kr.
Vinmenu kan tilkøbes.
Du er velkommen til at blive siddende i restauranten efter forestillingen.
Idé og facilitering: Nationalt Center for Lokale Fødevarer v/ Jesper Zeihlund
Forestillingen er blevet til med støtte fra Kulturministeriets aktivitetspulje.